Silkeborg Kommune har gennem Borgerpuljen for klima og grøn omstilling i 2022 bevilget midler til projekt AMOK. Det betyder, at mennesker, der arbejder med mad til børn, uden beregning kan være med i dette forløb:
- En foredragsaften med Den Plantebaserede Sygeplejerske, Stig Ladefoged – om plantebaseret kost, sundhed og fødevarernes klimaaftryk
- En 3½-timers workshop, hvor du sammen med en lille gruppe kolleger tilbereder et lækkert, plantebaseret måltid med fokus på børnevenlige varme retter og mellemmåltider. Vi indleder med teori, erfaringsudveksler undervejs og afslutter med hyggelig fællesspisning.
- En tilsvarende 3½-timers workshop med fokus på frokostretter, pålæg og sandwichfyld. Begge workshops afholdes hos Cook&Talk – Madværkstedet i Silkeborg. Undervisere er Jytte Langkjær og Jette Boye.
- Bogen Spis mere plantebaseret – en forskningsbaseret tilgang til et sundere liv af Stig Ladefoged, Den Plantebaserede Sygeplejerske, udleveres til deltagerne.

Salen summer – stemningsbillede fra AMOK i Skanderborg 2021
Projekt AMOK i Silkeborg 2022 foregår den 20. april, samt på to halve dage i uge 19 og uge 35 – tilmelding efter først-til-mølle princippet via dette link. Men først lidt mere info …
Foredrag med Den Plantebaserede Sygeplejerske
Stig Ladefoged, Den Plantebaserede Sygeplejerske, er uddannet sygeplejerske, ernæringsekspert, forskningsnørd, sundhedsblogger, klummeskribent, forfatter og foredragsholder. Stig rejser rundt i hele landet og deler sin viden om, hvordan en mere plantebaseret kost påvirker kroppen. Stig har særligt fokus på emner som inflammation, livsstilssygdomme, tarmbakterier, gener og praktisk viden om, hvordan du bedst kommer i gang med en mere plantebaseret kost.
Til foredraget vil Stig endvidere have fokus på klimagevinsterne ved at spise plantebaseret mad.
Foredraget med Den Plantebaserede Sygeplejerske afholdes i Foredragssalen i Nordre Fælleshus, Nylandsvej 20 i Silkeborg, den 20. april.
Få en forsmag på Stig Ladefogeds levende og inspirerende foredrag her – eller læs mere om ham på hans hjemmeside.
Workshops – plantebaseret mad
Den bærende del af projekt AMOK er to 3½-timers kurser i plantebaseret madlavning.
Du vil her få praksiserfaring med at lave plantebaseret mad – fra bunden – sammen med gode kolleger fra andre institutioner. Efter en kort introduktion vil I, i små hold, lave lækre, børnevenlige retter til et fælles måltid. Vi smager og erfaringsudveksler løbende, og der er god plads til at stille spørgsmål.

Vi arbejder med begrebet ’flipped menu’; det at anskue kød som tilbehør til en bærende grøntsagsret.
Du vil få mulighed for at arbejde med erstatninger for fx æg, mælk og fløde, og du bliver præsenteret for naturlige ingredienser, der højner nærings- og proteinindholdet i den mad, du tilbereder. Køderstatninger kan vi tale om, men vi anvender dem ikke på kurset. I stedet laver vi maden ’fra bunden’.
Vi taler undervejs om proteiner og næringsstoffer i grøntsager. Vi har naturligvis fokus på at minimere madspild. Og så får du konkret viden om hvad du skal tænke på, hvis du går all in på det plantebaserede!
Du vil opdage, hvor god en smag, du kan få frem, helt uden at bruge dyr i maden… Og opskrifterne på den mad, vi har fremstillet, får du med hjem. Du kan derfor straks bruge din nye viden og lave miljørigtig og klimavenlig plantemad til børnene på din arbejdsplads – og til din egen familie.

Kurserne foregår i udsøgte omgivelser på Cook&Talk – Madværkstedet, A. Andersensvej 24B i Silkeborg. Med højst 14 kursister pr. workshop er her virkelig god plads, højt til loftet og hygge i alle krogene. Undervisere er Jytte Langkjær og Jette Boye Petersen.
Bogen Spis mere plantebaseret
Stig Ladefogeds seneste udgivelse, Spis mere plantebaseret, er en forskningsbaseret gennemgang af sundhedsfordelene ved at spise flere grøntsager, frugter, fuldkorn, bælgfrugter, nødder og frø. Bogen indeholder en overskuelig indføring i, hvordan man sammensætter en næringsrig og sundhedsfremmende plantebaseret kost. Bogen rundes af med 35 af Stig Ladefogeds egne opskrifter – og den er din, når du deltager i projektet!

Læs mere om Spis mere plantebaseret på denne side.
Kan jeg deltage?
Målgruppen for projekt AMOK 2022 er køkkenpersonale i vuggestuer, dagplejer, børnehaver, på skoler og i fritidstilbud i Silkeborg Kommune. Både offentlige og private tilbud, naturligvis. Er du i målgruppen, er du hjerteligt velkommen på AMOK 2022.
Er du ikke i målgruppen, men ville du ønske du var, er du hermed inviteret til at deltage på en åben workshop om plantebaserede frokostretter – du kan tilmelde dig her. Læs mere om workshoppen på linket.
Tilmelding til AMOK 2022
Foredraget med Den Plantebaserede Sygeplejerske er den 20. april 2021 kl. 19-21.
Alle deltagere kommer til det samme foredrag den 20. april. Og allerede ved tilmeldingen beslutter du, hvilket madlavningshold du vil på:
- Hold 1, tirsdag d. 10 maj og 30. august kl. 9-12.30
- Hold 2, tirsdag d. 10 maj og 30. august kl. 13-16.30
- Hold 3, onsdag d. 11 maj og 31. august kl. 9-12.30
- Hold 4, onsdag d. 11 maj og 31. august kl. 13-16.30.
Du tilmelder dig altså hele rækken af events på én gang.
Hvorfor projekt AMOK?
Det er almindeligt kendt, at en kost bestående hovedsageligt af planter og mindre af animalske produkter har en gavnlig effekt på det enkelte menneskes sundhed og dermed trivsel. Ligeledes er der de seneste år kommet fokus på, at én af de store klimasyndere er den vestlige verdens store produktion af animalske fødevarer.
Fødevarestyrelsen har i år opdateret De Officielle Kostråd til brug i daginstitutioner, skoler, ungdomsuddannelser mv. Sloganet lyder ’Spis planterigt, varieret og ikke for meget’ – men hvordan gør man lige det i praksis?

Omstillingen til en grønnere kost kan være svær at håndtere. Vi er alle vanemennesker, og er vi vokset op med leverpostej, koteletter og medisterpølse, kan det være en udfordring at gøre ’tilbehøret’ så spændende og lækkert, at det kan indtage ’hovedrollen’ på tallerkenen.
Det er ikke desto mindre hvad vi er nødt til, hvis vi skal leve op til Fødevarestyrelsens råd: At det maksimale ugentlige indtag af kød skal holdes på omkring 350 gram.
Bag projektet
Bag projektet står Jette Boye Petersen – plantespiser, ildsjæl og holistisk behandler – bakket op af et fantastisk samarbejde med Den Plantebaserede Sygeplejerske, Stig Ladefoged, og kostvejleder Jytte Langkjær fra Phytokost i Silkeborg.
Har du spørgsmål vedr. projekt AMOK, er du velkommen til at kontakte Jette Boye – og er du i målgruppen for projektet, er du velkommen til at tilmelde dig med det samme 😊





Læs mere om Jette Boyes kurser i plantebaseret madlavning på denne side.