Skanderborg Kommune har også i år, gennem Klimapuljen, bevilget midler til projekt AMOK i plantebaseret mad. I år med en ny målgruppe:
Alle mad-professionelle og køkkenpersonale fra fx plejehjem, virksomhedskantiner og andre storkøkkener, kan uden beregning være med i dette forløb. Eneste krav er, at du bor eller arbejder i Skanderborg, og at du ønsker inspiration til grønnere madlavning!
Projekt AMOK i Plantebaseret Mad har som overordnet formål at reducere CO2-udledningen og fremme den grønne omstilling i et langsigtet perspektiv. Dette søges opnået ved øget brug af plantebaserede fødevarer i madlavningen .
Projekt AMOK indeholder…
- En foredragsaften med Den Plantebaserede Sygeplejerske, Stig Ladefoged – om plantebaseret kost, sundhed og fødevarernes klimaaftryk
- En 3½-timers workshop, hvor du sammen med en lille gruppe kolleger tilbereder et lækkert, plantebaseret måltid med fokus på frokostretter, pålæg og sandwichfyld. Vi indleder med teori, erfaringsudveksler undervejs og afslutter med hyggelig fællesspisning.
- En tilsvarende 3½-timers workshop med fokus på lækre, varme retter og måske en dessert… Begge workshops afholdes i Café Sans, Designmejeriet i Stilling. Underviser er Jette Boye Petersen.
- Bogen Spis mere plantebaseret – en forskningsbaseret tilgang til et sundere liv af Stig Ladefoged, Den Plantebaserede Sygeplejerske.
Alt dette får du, som deltager i Projekt AMOK 2022 i Skanderborg!
Stig Ladefoged
Stig Ladefoged, Den Plantebaserede Sygeplejerske, er uddannet sygeplejerske, ernæringsekspert, forskningsnørd, sundhedsblogger, klummeskribent, forfatter og foredragsholder. Stig rejser rundt i hele landet og deler sin viden om, hvordan en mere plantebaseret kost påvirker kroppen. Stig har særligt fokus på emner som inflammation, livsstilssygdomme, tarmbakterier, gener og praktisk viden om, hvordan du bedst kommer i gang med en mere plantebaseret kost.
Til foredraget, der afholdes 12. september 2022 på Designmejeriet i Stilling, har Stig endvidere fokus på klimagevinsterne ved at spise plantebaseret mad.
Få en prøve på Stig Ladefogeds levende og inspirerende foredrag her – eller læs mere om ham på hans hjemmeside.
Stig Ladefogeds seneste udgivelse, Spis mere plantebaseret, er en forskningsbaseret gennemgang af sundhedsfordelene ved at spise flere grøntsager, frugter, fuldkorn, bælgfrugter, nødder og frø. Bogen indeholder en overskuelig indføring i, hvordan man sammensætter en næringsrig og sundhedsfremmende plantebaseret kost. Bogen rundes af med 35 af Stig Ladefogeds egne opskrifter – og den uddeles til deltagerne i projektet.
Workshops i plantebaseret madlavning
På de to workshops opnår du praksiserfaring med at tilberede plantebaseret mad, helt fra bunden, sammen med en håndfuld gode kolleger. Efter en kort introduktion fremstiller deltagerne lækre og sunde retter til et fælles måltid. Der er løbende erfaringsudveksling på kryds og tværs, og der er god plads til at stille spørgsmål.
Vi arbejder med begrebet flipped menu; det at anskue kød som tilbehør til en bærende grøntsagsret.
Der er rig mulighed for at arbejde med erstatninger for fx æg, mælk og fløde, og deltagerne bliver præsenteret for naturlige ingredienser, der højner nærings- og proteinindholdet i den mad, der tilberedes. Køderstatninger kan vi tale om, men vi anvender dem ikke på kurset.
Vi taler undervejs om proteiner og næringsstoffer i grøntsager. Vi har naturligvis fokus på at minimere madspild. Og så får deltagerne konkret viden om hvad de skal tænke på, hvis de går all in på det plantebaserede!
Du får på kurset praktisk erfaring med at krydre maden, så den smager perfekt – med fokus på voksne menneskers smagsløg. Opskrifterne på den mad, vi fremstiller, får du selvfølgelig med hjem. Du kan derfor straks bruge din nye viden og lave sund, miljørigtig og dyrevenlig plantemad på din arbejdsplads – og til din egen familie.
Kan jeg deltage?
Målgruppen for Projekt AMOK er i 2022 mad-professionelle og køkkenpersonale fra fx plejehjem, virksomhedskantiner og andre storkøkkener, som bor eller arbejder i Skanderborg Kommune.
Er du i målgruppen, er du hjerteligt velkommen på AMOK 2022.
Er du ikke i målgruppen, men ville du ønske du var, kan du på denne side se mere om hvad jeg tilbyder.
Praktisk – og tilmelding!
Foredraget med Stig Ladefoged holdes 12. september 2022 kl. 19-21 i den hyggelige Café Sans på Designmejeriet i Stilling – Alhøjvej 2, 8660 Skanderborg
Workshop 1 og 2 ligger med nogle uger imellem, så du kan nå at øve dig og få erfaringer udi det plantebaserede mellem kurserne. Designmejeriet huser os i deres veludstyrede og smagfuldt indrettede Café Sans.
Datoerne for Workshop 1 er mandag og tirsdag den 24. og 25. oktober og for Workshop 2. mandag og tirsdag den 28. og 29. november. Begge dage kl. 9.00-12.30 eller kl. 13.00-16.30.
Når du tilmelder dig, er det er helt forløb, du tilmelder dig – fx. Hold 1: Foredrag + mandag formiddag d. 24.10 + mandag formiddag d. 28.11.
Da foredraget er vel overstået, er online-tilmeldingen lukket, og du bedes derfor sende en mail til kontakt@jetteboye.dk, hvis du ønsker at deltage i de praktiske workshops. Der er også plads til dig!
Baggrund for projekt AMOK
Det er almindeligt kendt, at en kost bestående hovedsageligt af planter og mindre af animalske produkter har en gavnlig effekt på det enkelte menneskes sundhed og dermed trivsel. Ligeledes er der de seneste år kommet fokus på, at én af de store klimasyndere er den vestlige verdens store produktion af animalske fødevarer.
Fødevarestyrelsen har i år opdateret De Officielle Kostråd. Sloganet lyder ’Spis planterigt, varieret og ikke for meget’ – men hvordan gør man lige det i praksis?
Omstillingen til en grønnere kost kan være svær at håndtere. Vi er alle vanemennesker, og er vi vokset op med leverpostej, koteletter og medisterpølse, kan det være en udfordring at gøre ’tilbehøret’ så spændende og lækkert, at det kan indtage ’hovedrollen’ på tallerkenen.
Det er ikke desto mindre hvad vi er nødt til, hvis vi skal leve op til Fødevarestyrelsens råd: At det maksimale ugentlige indtag af kød skal holdes på omkring 350 gram.
Bag AMOK i Skanderborg 2022
Bag projektet står Jette Boye Petersen – plantespiser, ildsjæl og holistisk behandler – bakket op af et fantastisk samarbejde med Den Plantebaserede Sygeplejerske, Stig Ladefoged, og Conny Ericon Andersen fra Designmejeriet i Stilling.
Har du spørgsmål vedr. projekt AMOK, er du velkommen til at kontakte Jette Boye.
Læs mere om Jette Boyes kurser i plantebaseret madlavning på denne side.